Så er det godt nok blevet den mørkeste tid på året. Det må nødvendigvis være lidt surt at være både menneske og hund i den her tid. Ronia viser godt nok ingen tegn på vinterdepression og med en krudtugle som hende i huset, så kan man ikke undgå at være i godt humør.

Hun har jo passeret de 6 måneder nu, og også de 6 kilo. Vi var nede ved dyrlæge med hende på hendes ½-års fødselsdag (6.2 kilo), for hun var begyndt at nyse, og vi synes også at hun hostede for meget. Dyrlægen kiggede og lyttede grundigt på hende, og mente at det var endnu en variation over den kennelhoste, som hun ikke helt var kommet sig over. Hun har ikke på noget tidspunkt haft det rigtigt skidt, så vi er nok bare lidt forsigtige.

I mandags købte vi en sele til hende, og den irriterer hende helt klart mindre end halsbåndet. Så vi kan ikke helt lade være med at tænke på om halsbåndet mon var årsagen til at hun hostede når vi begyndte at starte op på gåturene igen… Årsag? Virkning? Vi er i hvert fald glade for at hun nu hoster næsten-ingenting.

Der var sidste omgang hvalpetræning i sidste uge – så nu går vi og venter på forår og unghunde-hold. Hun er blevet bedre til at høre efter og bedre til at komme når man kalder. Vi træner ja/nej-øvelser med guffere, repeterer sit, stå, dæk og plads, gå pænt og kom. Vi har også taget fat på Aflevere-øvelsen med guffere i et plastic-pilleglas. Det er en krævende øvelse, for hun er en lille, selvstændig dame der allerhelst selv vil åbne pilleglasset.

Ellers udviser Ronia fin, kæk, modig Cairn-adfærd i det daglige – også overfor julepynt, lyskæder og den slags. Først årvågen og så nysgerrig. Gumle-ringe og gnave-stænger bli’r også udsat for Cairn-adfærd: de bliver prompte gravet ned hvis hun ser sit snit til det. Bettinas Azalier får jævnligt luftet rødderne, for hvorfor stå og grave i klæg lerjord hvis der er et blødt surbundsbed i haven?

Så er der gået endnu en uge med den snart-ikke-så-lille Ronia. Tidligere mandag aften var Henning ude at gå med hende, og slap hende fri på marken ud for Fremtidens Bolig, hvor Ronia fik øje på en hare (eller også var det omvendt: haren, som fik øje på Ronia). Det var vist ikke jagthunden, men nærmere “den nysgerrige terrier” som satte efter haren – og efter en kort løbetur, så måtte Ronia da også sande at sådan en hare er lige lovlig kvik på fødderne.

Søndag havde vi besøg af Border terrier-veninden Chili + ejer + barnebarn, og Ronia og Chili legede rigtigt godt i haven. Der var optræk til lidt uenighed om en ko-klov, men ellers gik det bare over stok og sten i voldsom men godhjertet leg.

Lørdag benyttede vi det dejlige september-vejr til at gå en lang tur ad Nordre Bjergvej og Jelshøjvej.

Sidste uges højdepunkt for Ronia var nok alligevel onsdag eftermiddag, hvor hun for første gang var til en hel omgang “hundeleg” på hundearealet mellem Håndværkerparken og Holme Parkvej. Der var masser af hunde og endnu flere mennesker — faktisk så mange store hunde, at Ronia indimellem optrådte en smule beklemt. Det er jo nok heller ikke altid lige rart at være både den mindste og yngste i skolegården.

Vi har gået og prøvet at se om vi kunne komme til at ta’ et rigtigt poseringsbilled af Ronia – med høj haleføring og kækt udtryk, men endnu er det ikke helt lykkedes for os. Forhåbenligt har vi heldet med os før eller siden.

Det passer ikke helt når vi indimellem praler med at Ronia ikke har ødelagt noget. Bettina har i hvert fald fundet ud af at kapilærkassen ikke længere holder vand, og den er nok ikke holdt op med at fungere ud af ingenting. I fredags gik det også ud over en gæsts bukseben og hun har gnavet lidt rigeligt i en pileflet-kurv med blade og aviser, som stod i hundehøjde.

Men det ændrer nu ikke på, at vi bliver mere og mere glade for den lille spilopmager. Det går også bedre med gåturene – det er ikke helt så meget “stop-and-go”. Det er godt at man har fået læst “På talefod med hunden” – selvom man måske ikke altid forstår hvad der udløser en reaktion fra Ronia, så har man læst sig til at være lidt bedre til at tolke signalerne og komme videre på en konstruktiv måde.

Ronia er en rigtig udehund, og hun kan faktisk godt finde ud af at rende rundt ude i haven uden at der går “højrøstet parkbetjent” i det hele. Hun har hygget sig meget udenfor i august og september. Når vi kommer hjem og åbner terassedøren, så går hun næsten altid ud og slikker sol.

Apropros graveri, så skal vi nok på en efterårs-tur i sommerhus på vestkysten med labrador-fætter Harald + ejere + mormor-Bente. Jeg er sikker på at det bliver en stor oplevelse for Ronia at grave i- og løbe op og ned i vesterhavsklitterne.

Bettina fandt et link til hundeskove i Århus Kommune, og det som Århus kommune kalder for “hundeskove”, er tilsyneladende primært de hersens “snor-frie” områder. Dem er der dog tilsyneladende adskillige af i kommunen.

Vægten er vist oppe på ca. 4 kilo. Badevægten siger 4.2 kg, og det bedste bud på køkkenvægten var vist 4.030 gram. Det er i hvert fald sikkert at hun vokser, for hun ka’ faktisk ikke sidde i den gule “vejeskål” længere.

Og så lige et link i kategorien “Hvis man ønsker sig en hund, som man kan slukke for“. Det er Shigeru Miyamoto som står bag, så det er naturligvis allerede et monsterhit i Japan.

Efter hønsenet-opsætningen og Ronias eftertrykkelige kontrol, så har hun nu besluttet at haven er sikker nok til at hun kan begynde at grave hundekiks ned.

Hun var med ude på kontoret i dag, og derude gemte hun også en kiks i et hjørne bag en radiator.

I dag har Ronia været i Holme i 3 uger, og hun er 11 uger gammel. Vi vejede hende i dagens anledning og hun vejer præcis 3 kilo.

Vi har gået og ventet på at HTH kommer og sætter de skabe op, som de overraskede os (og tilsyneladende også sig selv) med at levere til os i mandags, så der har været god tid til at gå tur ned til kiosken og træne “stå bundet udenfor butikken” og hygge på plænen. Da Ronia for anden gang skulle finde sin bidering under kruset, så tog hun bare fat i hanken og vippede kruset – billedet er vist fra første forsøg, hvor hun brugte den mere konventionelle “skub med snuden til godbidden dukker op”-taktik.

Nede ved kiosken mødte vi en rigtigt stor, rigtig god og rar bullmastiff-tæve, som Ronia legede lidt med, og lidt senere kom også en ung breton-spaniel hanhund op, og Ronia begik sig fint i selskab med de andre hunde.

Jeg ved godt at hunde kan lære masser af skøre, skægge tricks, men det her klip er altså i kategorien “jeg tror ikke mine egne øjne”.

Så er havehegnet forstærket med mellem 30 og 40 cm grøn hønsetråd. Hvis det ikke er nok, så må vi sætte nato-pigtråd øverst på bøgehækken og få støbt et beton-fundament ned i en meters dybde.

Ellers har vi i dag fået anskaffet en Cayman 3 hundekasse så vi kan få afleveret vores lånekasse.

I dag har Ronia været på lang by-gåtur med Henning – en tur som endte i Botanisk Have, og så har hun tonset vildt rundt i huset og haven. Sent i går aftes legede vi også en omgang hent-bolden, hvor Ronia flere gange optrådte med “tigersnigende vilddyr”-tricket, og lige nu ligger Ronia på mit knæ og hviler hovedet på skrivebordet mens jeg sidder og skriver.

Først: Ronia blev vejet i dag – og det er jo helt udenfor planerne om at veje hende hveranden dag. Sikke noget rod. Hun vejede 2.435 gram i dag.

Ronias renligheds-træning går det også sådan lidt op-og-ned med. Det er svært at se fremskridtene fra dag til dag. Hun er ofte lææænge om at sætte sig udenfor, og siger endnu ikke til når hun skal ud. Det er lidt som om at regelmæssigheden fra første uge (at hun meget hurtigt skal ud når hun har sovet, spist og leget) er røget sig en tur.

På plussiden er at hun faktisk var alene hjemme længe i dag. Efter at ha’ trænet alene-hjemme flere gange (længere og længere tid hver gang) så hoppede vi ud i det og tog en tur ind til Århus – og da vi kom hjem, så stod huset endnu. Ingen ulykker, ingen lækager.

Ronia har også været med nede og handle (hun lå og sov pænt i kassen i bilen), vi har trænet tilkald og så har jeg hentet Ronia nede i det levende hegn og ovre hos naboen to gange. Suk! Hvis der skal sættes nyt hegn op på et tidspunkt, så køber vi eet med maskestørrelser, som passer bedre til Cairn-hvalpestørrelse.

Og så en observation fra søndag eftermiddag: Når det er vådt i vejret, så får vi tudser eller frøer i haven, og i går hoppede der een indenfor. Så kom jagthunden op i Ronia og det lykkedes hende også at samle mod nok til et frontal-bideangreb før vi fik verfet padden ud. Men sådan nogen frø-rygge smager altså dårligt, så den blev spyttet ud hurtigere end den kom ind. Og Ronia spyttede og spyttede for at slippe af med den grimme smag. Om hun så blev klogere, det er nok et åbent spørgsmål.

Cairns er naturlige, små gravemaskiner. Ronia har fundet et godt gravested under vandingskassen med tomater. Hun graver faktisk fra begge ender. Jeg er sikker på at hun har hørt om tunnelborer-maskinerne under Storebælt – men jeg er ikke helt sikker på at hun får lov til at grave hele tunnelen til ende — i hvert fald ikke så længe som der er tomater og vand i kassen. Billedet er fra søndag d. 24. juli. Søndag eftermiddag havde hun været på sin første springtur gennem hegnet. Bettinas mor, Bente, kaldte hende dog kvikt tilbage igen. Cairns er også jagthunde, og det skal de nok sørge for at minde os om.