Så er det godt nok blevet den mørkeste tid på året. Det må nødvendigvis være lidt surt at være både menneske og hund i den her tid. Ronia viser godt nok ingen tegn på vinterdepression og med en krudtugle som hende i huset, så kan man ikke undgå at være i godt humør.

Hun har jo passeret de 6 måneder nu, og også de 6 kilo. Vi var nede ved dyrlæge med hende på hendes ½-års fødselsdag (6.2 kilo), for hun var begyndt at nyse, og vi synes også at hun hostede for meget. Dyrlægen kiggede og lyttede grundigt på hende, og mente at det var endnu en variation over den kennelhoste, som hun ikke helt var kommet sig over. Hun har ikke på noget tidspunkt haft det rigtigt skidt, så vi er nok bare lidt forsigtige.

I mandags købte vi en sele til hende, og den irriterer hende helt klart mindre end halsbåndet. Så vi kan ikke helt lade være med at tænke på om halsbåndet mon var årsagen til at hun hostede når vi begyndte at starte op på gåturene igen… Årsag? Virkning? Vi er i hvert fald glade for at hun nu hoster næsten-ingenting.

Der var sidste omgang hvalpetræning i sidste uge – så nu går vi og venter på forår og unghunde-hold. Hun er blevet bedre til at høre efter og bedre til at komme når man kalder. Vi træner ja/nej-øvelser med guffere, repeterer sit, stå, dæk og plads, gå pænt og kom. Vi har også taget fat på Aflevere-øvelsen med guffere i et plastic-pilleglas. Det er en krævende øvelse, for hun er en lille, selvstændig dame der allerhelst selv vil åbne pilleglasset.

Ellers udviser Ronia fin, kæk, modig Cairn-adfærd i det daglige – også overfor julepynt, lyskæder og den slags. Først årvågen og så nysgerrig. Gumle-ringe og gnave-stænger bli’r også udsat for Cairn-adfærd: de bliver prompte gravet ned hvis hun ser sit snit til det. Bettinas Azalier får jævnligt luftet rødderne, for hvorfor stå og grave i klæg lerjord hvis der er et blødt surbundsbed i haven?