I dag ved morgenvejningen kunne vi konstatere at alle fire hvalpe nu har fordoblet deres fødselsvægt. Tommelfinger-reglen siger at det skal de gøre på en uges tid, og at deres vægt skal være tredoblet efter to uger – så det passer jo glimrende. Vægtgrafen er på hvalpesiden.

Da vi hentede Ronia hos Berit var hun præcis 8 uger, og der vejede hun lige omkring 2 kg, så der mangler stadig en del besøg i mælkebaren før de små er klar til at flytte hjemmefra.

I går eftermiddags var Ronia i haven, og vi satte en skål mad ud til hende for at se om hun ville spise lidt. Der skal jo rigelige mængder vand og mad til for at der kan komme mælk ud. Hun var vist ikke sulten, men så kan man jo bare gemme maden til senere, tænkte hun jo nok… Så hun begyndte at lave skubbe-bevægelser med snuden for at skubbe græsset ind over maden. Det er fascinerende som den slags “dække-til” vildmarks-adfærd ligger lige nede under overfladen på vores søde, civiliserede hunde.

Bettina har knipset endnu et havebilled, hvor man rigtigt kan se Ronias mave, og fornemme hvor meget hun nyder at ligge og slappe af. Vi mennesker går selvfølgeligt og er helt vildt spændte på hvornår hun nedkommer og hvor mange hvalpe der kommer.

Nu varer det ikke så længe før Ronia føder – hun skulle gerne være på vej ind i den sidste uge nu. Hun er godt tyk og gider kun lige netop at løbe efter bolden når vi en sjælden gang kaster den, og når hun så kommer hen til bolden, så lægger hun sig bare og slapper af. Hun er klog nok til at vide at hvis hun kommer tilbage til os med bolden, så risikerer hun bare at vi kaster den igen.

Fødekassen er lavet og sat frem. I begyndelsen af natten lægger hun sig stadig ind under vores senge på hendes sædvanlige soveplads, men de sidste morgener har hun lagt i fødekassen når vi vågner.

Ellers går tiden med afslapning, med at spise og med at nyde det dejlige maj-vejr. Og os mennesker går og kæler og stryger og mærker på hendes mave for at opleve hvordan hvalpene sparker, og så er vi begyndt at tage hendes temperatur to gange om dagen.

Mens maven vokser, så slapper Ronia af i haven.

Hun nyder at vejret har været så skønt i maj, og vi nyder at se hendes mave vokse.

Hun begynder at være besværet af den store mave. Hun ligger ikke så meget i sofa-stolen længere, men når hun en sjælden gang hopper op i den, så er det med et anstrengt grynt. Billederne fra haven er taget her til formiddag.

I weekenden havde vi besøg af lille Victor, som vågede over Ronia hele dagen. Han var også ret vild med at snuse Ronia i måsen. Det var Ronia nu ikke så vild med, så han blev sat på plads flere gange. Ronia er faktisk ret klog på hvilke hunde, som hun kan sætte på plads med knur og hundesprog og hvilke, som hun selv skal passe på ikke at knurre efter.

Vi er vist kommet alvorligt bagud med at få berettet om Ronias udstillingskarriere, men efter sidste officielle udstilling i 2007, så kan vi næppe undgå at skulle gøre status. Og hvilken status!

For os startede udstillingsåret i mellemklassen lørdag d. 17. februar i Søndersø med belgiske Liliane de Ridder-Onghena som dommer og en 1. præmie men ingen placering og kritikken:

18 months, scissor bite, nicely proportioned head, good ear, set middle, brown eyes, sufficient shoulder angulation, rich bone, good feet, nice step of body with good topline and tailset, rather narrow in the rear movement (det er i hvert fald hvad vi mener at der står)

Efter en overnatning i Ørritslev gik turen ind til Odense Congress Center, til rampelyset og engelske Bryn W. Cadogan’s skarpe blik:

Nice size, pleasing head, a little reluctant to use her ears, good front, coat texture and topline good, not always showing to advantage but a very nice bitch

Sådan en “nice bitch” som ikke vil bruge sine ører får en 1. præmie og bliver placeret som nr. 4 i klassen – så det var resultatmæssigt egentligt et fremskridt i forhold til lørdagen. Så hvilke fremskridt kunne det ikke blive til når turen gik til Hårlev-hallen og DTK dobbelt-udstillingen. Vores første udstilling på Sjælland – og de sidste optrædener i Mellemklassen!

Lørdag havde L. Coleman Hutchinson fra USA spidset pennen og noterede sig følgende:

Very well balanced, very typical head, free flowing movement, moved very true in front, a little bit close in the rear, would prefer slightly darker eye, correct angulation front and rear.

En Fortrinlig 1. præmie og vi kunne tage tilbage til Wittrups motel og lade op til søndagens show i de skønne omgivelser og det gode selskab af Cairn-folk. En rigtig god opladning til søndagens fremvisning for engelske A. R. Mordue, som dog havde spidset pennen yderligere og raskt uddelte en 2. præmie og på samme tid noterede sig følgende, overvejende rosende, betragtninger om hende:

red brindle who needs a harsher coat, nice feminine head, nice to handle on the table, has nice overall length of leg, shows well with encuragement, moves very freely

Nå… En exit fra mellemklassen med et blåt bånd. Det var en lille smule øv. Men sådan går det jo op og ned.

Lørdag d. 11. august og søndag d. 12. august var der udstilling i Vejen. Lørdag var dommeren Marit Sunde fra Norge som bedømte Ronia med den her norsk-klingende kritik:

Fin model, vakkert hoved og udtryk, kunne være bedre vinklet frem, god krop, en anelse lang i lænden, god men noget åben i pelsen, bra bevægelser, bra temparement.

Resultatet var en 1. præmie og en placering som nr. 4, så det var jo ganske udmærket. Og det var vejret også.

Søndag var det David Anderson fra England, som bedømte Ronia med følgende ret korte kritik:

Typical head and expression, good neck and shoulder, level topline, moving very close behind.

Resultatet var en 1. præmie og en placering som nr. 4 i Åben klasse – og så havde dommeren også lige et af de eftertragtede, brede lilla bånd i ærmet. Yes!!! Årbogspladsen var hjemme! Berit lod Annika fra Finland om præsentationen, og det gik altså absolut fremragende.

Blandt de andre, væsentlige resultater for dagen er det værd at fremhæve stillingen i Holme Parkvej-mesterskabet i kagebagning: 1-0 til Henning.

Lørdag d. 25. august var der Jubilæumsudstilling på ”hjemmebanen” i Bellevue-hallerne i Risskov. Klassen i Århus blev bedømt af Mrs. S. Braybrook fra England, som bedømte Ronia til en 2. præmie med vurderingerne:

Coat is on the blow, however very well-balanced bitch with feminine expression, not happy with her tail today, the back hocks are too close and they need to strengthen, handled well.

Så meget for den højt besungne hjemmebane-fordel!

Vi springer videre til næste stævne i Herning 3. november. Her var det hollænderen Arend Scholten, som bedømte hende med ordene:

2 years, exellent type, nice feminine head, scissorbite, good expression, good angulation both ends, good ribbs, good body, good coat, nice temperament, good mover

En lidt bedre kritik, som i første omgang kastede en 1. plads af sig, og derefter placerede han hende først i klassen og gav hende CK! I runden om Cert’en kiggede han længe på hende, men valgte til sidst en anden til at stå blandt de sidste fire tæver. Tæt på – men CK’et var hjemme og vi var ovenud tilfredse.

Når der er stævne i Herning, så er der som regel også stævne i Sunds dagen før eller efter. Således også denne gang, hvor søndagens klasse skulle bedømmes af engelske Ronald Irving. Om Ronia skrev han i kritikken:

Moved ok behind but could do better in front, pleasing head and expression, good a ears, ok topline, carrying a bit too much weight, enough length of body, good rib, carried well back, ok in feet

Fin kritik, 1. præmien var hjemme og han satte hende på en placering som nr. 2 i Åben Klasse – og sandelig om det ikke blev til endnu et CK. Fantastisk flot fremvisning af Berit begge dage – ja, hele året!

Berit mente at Ronia var mere koncentreret når det gik løs i ringen end tidligere, og det er helt sikkert at den fine, ikke-strammende udstillingssnor passer Ronia rigtigt godt. Vi tror også at hun er blevet bedre til at høre efter, koncentrere sig og ”følge føreren” af den agility-træning, som vi har gået til i DKK-Viby i efteråret.

Vi fortsætter med Agility-vintertræningen i løbet af vinteren, men til foråret må vi se om vi bliver nød til at tage en pause. For planen er stadig at Ronia skal ha’ et kuld hvalpe i forsommeren.

Tilbage resterer kun juleskuet i år, men det bliver jo nok ikke med Berit som pilot, så det bliver et hyggestævne, hvor målet er at undgå en kritik, hvor der står ”handler needs more training”.

Sjældent har Henning da ventet så længe og kigget så langt efter posten. Men i går kom den gule postbil endeligt med pakken. Det første indtryk er at det er et herligt legetøj, sådan et Olympus E-510 kamera. Det er noget helt andet end det gamle Sony-kamera, som jo faktisk var helt umuligt at arbejde med når Ronia bevægede sig. Men der er sørme godt nok meget at lære før billederne bliver helt perfekte, knivskarpe og velkomponerede.

Ellers går det udemærket i Holme og med Ronia. Det føles som om at hun er blevet større og lidt mere firkantet, og lige nu er hun i et fantastisk godt humør – og som det måske kan anes på billederne, så holder Bettina flot pelsen i ave. Vi har jo kun været til et par stævner i 2007 – og der har ikke været det helt store at prale med. Tre 1. præmier og en 2. præmie – en enkelt placering som nr. 3-4 stykker i Hårlev og på Fyn, og det bliver heller ikke til så mange sommer-stævner før efteråret.

Ronia har fået et griseøre.

Sådan en lækkerbisken skal gemmes et rigtigt godt sted.

Og når stedet er fundet, så skal der graves dybt så der er plads.

Den, der gemmer til natten, gemmer til katten?

Den kat finder aldrig mit griseøre!

Hvor har der da været varmt mange gange i løbet af sommeren. Ronia har klaret det nogenlunde, hun gider godt at gå og løbe og lege, men det tager ikke mange kast med bolden før tungen hænger ud af munden og hun ikke gider løbe tilbage med fangsten. Så løber hun istedet hen hvor der er skygge og smider sig på maven.

Sommertid er også hvalpetid, og på det lokale hundelufter-område er der begyndt at komme en Golden Retriever-hvalp. En lille een som var 9-10 uger da vi først løb på ham. Nu er han 12 uger og allerede større end Ronia. Det går hurtigt i den alder.

Indimellem er turene gået til skovene syd for byen. Der er dejligt på Vilhelmsborg, når man kan gå i skovens skygge og lytte på at festspillet øver, og der er også dejligt ved Moesgaard og ved Fløjstrup skovpart og strand.

Bettina og jeg er vist enige om at Ronias 2. løbetid begyndte onsdag d. 9. august. Vi har længe gået og kigget efter at om den skulle være begyndt, men nu er den god nok. Hun lader stadig til at være rigtig dygtig til at holde sig selv ren, så bortset fra at det giver nogen begrænsninger på løbeturene uden snor, så er der ingen gene ved det.

Hun trænger efterhånden til at blive trimmet, men vi har jo også ligget underdrejet mht. stævner siden Ålborg. Om 14 dage går det dog løs i Søndersø – så vi skal en smut forbi Sporup i den kommende weekend så lokkerne kan komme til at sidde.

Bettina er begyndt at træne “pote” med Ronia, og det går ganske godt. Det går egentligt også rigtigt godt med indkaldene – hun er dygtig til at komme, selvom vi nogen gange mistænker hende for at have en 6. sans for hvornår det virkeligt er værd at komme (når vi har en lækkerbisken til hende) og hvornår det ikke giver noget afkast. Hun er også blevet rigtig dygtig til at hente bolde, og så er der lige det med tygge-tingene…

Henning havde en teori om at hvis man gav Ronia nogen lidt større tyggeting, så ville de ikke blive gravet ned. Den teori er blevet ahrøm… grundigt begravet. Alle tyggeben og -ringe bliver konsekvent gravet ned i haven (eller “ned” i sofaen under tæppet). Man kan nok godt tage en cairn ud af en gravemaskine, men man kan bare ikke tage gravemaskinen ud af en cairn.

Så kom der lige en omgang snevinter igen. Denne gang med isslag, som dækkede snedriverne, hækken og haven med et flere millimeter tykt lag “is-panser”. Ronia er jo heldigvis en firehjulstrækker, så hun har ikke de store problemer. Kun de største snedriver kan være lidt hårde at komme igennem. Vi har også fået forhøjet hegnet i haven endnu et par steder – hvilket selvfølgeligt bare har fået Ronia til at koncentrere sig om de steder, hvor hegnet endnu ikke er forhøjet. Hun er dog ikke hoppet ud endnu – det kniber nok lidt med at få tilløb når snedriverne er dækket af is.

Humøret er højt på den lille pelsbombe, men ugen har også budt på fine ture ud i snelandskabet og både onsdagsleg på hundeområdet og ringtræning i Børnenes hus onsdag aften. Vi fik mange tips af ringtræner Charlotte: Primært var nok at vi skal træne “kontakt” med Ronia når vi er ude at gå med hende og træne hende lidt mere på bord.

Lørdag eftermiddag var vi så ude i Hammel, hvor en svensk handler-træner kom forbi. Berit havde shanghai’et Ronia til Ellen, så Ellen havde en uerfaren hvalp at træne med. Berit havde Donna med, og vi talte lidt med Berit om at få hende på “barselsferie”. Det kunne være rigtigt skønt for Ronia – og rigtigt spændende for os at prøve hvordan to hunde fungerer – og så er Donna jo rigtig dejlig.
Ellen havde også farmand Anton med, så ham fik vi også set igen. Hvor er han skøn!
Det var meget imponerende at se hvor dygtig Ellen er til at holde kontakt med Ronia og få hende til at stå pænt og vise sig frem. Vi blev begge i tvivl om hvorvidt vi kan gøre det “godt nok” i Søndersø, men premiere-nerver er nok ikke unormalt.

Ellen og Berit kom også med et par trænings-tips: Når vi gik tur, så skulle Ronia ha’ lov til at snuse og fjolle på den første halvdel af turen – og så på den sidste halvdel skulle vi så koncentrere os om at få god kontakt og få hende til at gå pænt. Et andet tip var at vi skulle øve hende i at få korrigeret benene lidt. Blandt de spontant fremmødte trimme-eksperter var der lidt usikkerhed om hvorvidt Ronia kunne blive klar til Søndersø – der blev hevet i hårene nede på ryggen og vurderet. Heldigvis ta’r Berit det stille og roligt, og så ta’r vi det også stille og roligt. Ellers synes Berit at Ronia var lige lovligt slank – så vi sætter hende op i foder, så der kan komme lidt mere facon på vores guldklump.

Det er blevet godt-og-vel nytår og Ronia har passeret de 7 måneder i fin stil. Flyvende, kan man vel næsten sige. Ronia fik et plydsben og en hvid snehare-bamse i julegave, og specielt sneharen fra Farmor Dagny får tit en rusketur.

Ronia selv får en tumletur når det er onsdag og der er hundeleg på marken. I dag var der ti hunde mødt op – og Ronia var som sædvanligt den mindste. Kun skotten Aslan (han er vist omkring de 3 år) er nogenlunde på samme størrelse. Når vi møder op, så skal Ronia lige finde sig til rette blandt de store hunde – men efter kort tid, så tumler hun rundt og tigger guffere hos de tobenede- og leger med de firbenede legekammerater. De store drenge er begyndt at lægge lidt mere mærke til hende – vi tror at de synes at hun efterhånden begynder at lugte som en rigtig dame og ikke længere som en hvalp.

Nytår var en blandet fornøjelse – vær sikker på at Ronias nytårsønske er at der vil blive solgt endnu mindre krudt og fyrværkeri næste år. Hun var helt klart stresset (og bange) over alt den fremmedartede lys og lyd lige udenfor vinduerne. Hun gøede ikke, men havde mest lyst til bare at gemme sig i soveværelset under sengen.

Selvtræningen forløber stille og roligt. Vi træner alt det, som vi plejer at gøre – og lidt “vise bisser”, for vi melder hende jo nok til hvalpeklassen til DTK-stævnet i Søndersø i februar. Ellers går det fint med at lege Apport, Slip, Hent og Find med det hvide plastic-pilleglas, og hun er også begyndt at kunne gribe flere og flere bolde i luften – til Hennings udelte begejstring. Det skal en rigtig hund jo kunne.

Selvfølgeligt har Ronia ikke noget imod sneen. Faktisk synes hun at det er rigtigt praktisk. For så er haven jo hævet nogle cm. i forhold til hegnet, og så har hun fundet ud af at hun godt kan springe over. Det er blevet til adskillige ture udenfor matriklen… Mens vi går og kalder på hende ude på de snedækkede marker, så spekulerer vi på om vi må ud og opgradere hele hegnet til et 90 cm hegn — eller vi kan nøjes med at forhøje de steder, hvor hun nemmest hopper over. Der er mange glæder, men også indimellem et par hovedbrud ved at være Cairn-ejer.