Årets to sidste “rigtige” udstillinger var i Sunds og Herning. Vores forventninger var egentligt forholdsvis høje – to chancer mere i år for at få endnu et CK, måske? Det er jo ikke forbudt at drømme lidt… Men som det indimellem går – både i eventyret om konen med æggene og i virkeligheden – så gik det slet ikke sådan. Vi havde godt nok set at Ronia havde kløet sig en del i ugen op til stævnet, men havde ikke lagt så meget i det. Det skulle vi nok have gjort.

Efter at vi var kommet til Sunds efter en travl uge, som bl.a. havde budt på en tur med Falcks fejeblad hjem fra trim i Sporup, så opdagede Bettina at Ronia havde kradset hår af en ordentlig plet lige omkring halen. Æv! Både lørdag og søndag gjorde Berit hvad hun kunne med kam og hårspray. Det blev til en 1. præmie lørdag og en 2. præmie søndag –kritikken fra den engelske dommer Terry Thorn har forputtet sig, men vi husker den som udemærket.

Søndag havde den tyske dommer Ilse Freerksen følgende ting at sige om vores loppebefængte, uoplagte, trætte guldklump:

Sehr guter kopf und ausdruck, lange guter hals, langer rucken, g?rude zollte hoher angesatz sein, sehr guter winklungen, passende substans, harrkleit nicht optimal, guter kvalitet, der bewegung loose.

Et bud på en oversættelse kunne vel være:

Vældigt godt hoved og udtryk, god lang hals, lang ryg, et-eller-andet som skal være ansat højere – nok halen?, vældigt godt vinklet, passende vægt, pelsen ikke optimal, god kvalitet, løse bevægelser.

Alt sammen jo altså også vældigt pænt – ikke noget som man i situationen kunne være uenig med hende i, heller ikke at det blev til en 2. præmie.

Så gik det afsted i sommerhus, og det var herligt at få slappet lidt af. Ronia ville elske at have en så stor baghave, som der var i sommerhuset i første klitrække, og duftene af de mange harere i området, var simpelthen toppen på kransekagen.

I december holdt kredsen Juleskue, og her var vi selvfølgeligt også meldt til. Hårene på halen var stadig ikke groet ud og Bettina havde været til julefrokost – så alt var som det plejer. Og dog… For vi benyttede chancen til at gå rundt i ringen med hende selv – det blev Henning, som tog tjansen foran den berømte, race-autoriserede amerikanske forfatter Chris Carters venlige blik.

Dommeren var også venlig nok til at tage det fra den humoristiske side at Henning tog 2 ½ omgang i ringen i stedet for 2 – og med den pels, som hun var i (eller nærmere: den pels, som hun havde tilbage), så var en placering som nr. 3 ud af fire var mere end fint. Den totale triumf var hjemme da vi fik kritikken og kunne konstatere at der ikke stod noget som helst om at handleren “needs more training”.

Feminine strong head – excellent stop – good bite – very nicely shaped eye – chest is ok – bones good – coat has good texture is on its way out – a little close going – ok comming – free and easy around the ring? – her coat was not to her advantage.

Det var så det udstillingsår. Berit fik hevet et flot CK hjem – og hvis teknikken vil, så er Ronia med i Årbogen i 2007. Det er vi faktisk både glade og taknemmlige over at der kunne lykkes. Hvor har vi dog lært meget, og hvor er der stadig meget at lære! Tak til alle jer, der hjælper med handling, tips, hårlak, fif, trim, foto, snor, gode råd og opmuntring!

Vi ses i 2007!

Så er den rigtige sommerferie ved at være ovre. Vi har været på en improviseret tur gennem nordtyskland og både set hansa-stader og nydt skove og strande. Ikke meget var planlagt hjemmefra, og det har været bygevejr i hele ferien. På trods af det, så var det skønt at være udenlandsk og gennem hele ferien har vi været heldige med at finde hullerne i bygerne. Flere gange – blandt andet i nationalparken ved Müritz og Stralsund – nåede vi kun lige at smække bildøren før himlens sluser åbnede sig.

Tyskerne ved sandeligt hvordan man holder ferie. Vi overnattede på skønne steder i det tidligere DDR – på Landhotel Schorssow og på Hotel Bernstein i Prerow — der havde udvidet mottoet “Sie haben es gut” til også at omfatte de firbenede, som kunne gå i hundebaren. Ronia var ovenud begejstret for den service, og det var svært at få taget et foto af hende, hvor hun ikke står med snuden i skålen.

En aften mødte vi et par Cairns med ejere i Prerow, og Ronia fik snakket lidt hundsk med de to søde tyskere. Det var lige omkring 10.-dagen af Ronias løbetid og vi fik set “fænomenet” med at Ronia svirper halen til side når hun er “klar” — feriens tyske ord var uden diskussion “Laufig”, og bortset fra at alle gåture derfor var med snoren på, så tror vi også at Ronia synes om ferien. Hun var med omtrent overalt, og når hun ikke var med til f.eks. morgenmad, så gik det også helt fint for hende at være alene på værelset. Køreturene klarer hun også som den største selvfølge.

Netop fordi vi ikke havde planlagt noget – og fordi vejret så rigtigt dårligt ud i det meste af den nordlige del af europa, så gik vi faktisk ganske kortvarigt i tanker om at springe på et afbudsfly til et-eller-andet sted omkring middelhavet og så bare finde en god pension til Ronia. Helt fra starten af har vi begge to været enige om at Ronia altså “kun” er en hund, og ingen af os tror at hun tager skade af en uge i en god pension. Vi nåede også så langt at vi fik kigget på et par hundepensioner på internettet, men der skulle kun et billede af en hund bag tremmer til. før at vi måtte erkende at ingen af os havde hjerte til at gøre det. Tanken om Ronia på pension skal vi vist begge have god tid til at vænne os til…

Det er i hvert fald helt sikkert at uanset om turen falder forbi større byer eller den går til mere landlige omgivelser, så er Ronia den bedste feriekammerat, som man kunne ønske sig.

Hundefætter-Haralds mennesker er igang med at flytte og renovere, og efter sådan en hård dag som gårdhund, så gør det godt at få en lille skraber i kurven. Det var vist omkring pinse at vi var en tur på Fyn for at hjælpe med at flytte, så billedet er ikke helt nyt.

Vores lille, første sommerferie-uge har ellers foregået i det østjyske sommerland. Temperature på omkring de 30 grader har lagt en dæmper på udfoldelserne, men vi har da været i Sunds (og i hundeskoven i Løvbakkerne ved Herning) og vi har været på Himmelbjerget, kørt gennem Landslejr-området ved Sletten og på en lille kanotur ved Ry.

Kanoturen var en fin oplevelse for Ronia. Hun var fremme og stå i stævnen, tilbage og hilse på Bettina-rorgænger og med snuden ud over kanten for at se på vandet og lappedykkerne. Nogle gange er Ronia ikke særligt tålmodig – hun piver hvis der sker for lidt. Vi troede måske at sådan en kanotur virkeligt ville udfordre hendes tålmodighed, men der er jo fugle at se på og søbred at følge med i, og flere af de andre kano’ister var højlydt imponerede at vores søde skibshund.

Ellers går det selvfølgeligt godt med Ronia. Bettina får brugt trimmebordet, og er ved at blive bidt af rulle-trimmeriet. Ronia finder sig i plukkeriet, men hun synes nok at det var mere hyggeligt hvis hun kunne blive fri for det. Til gengæld nyder hun at varmetid er istid, for hun er ved at få opdraget os til at den sidste mundfuld ispind er hendes. Fløde, sukker og vanillie er er guf for en hundetunge. Hvad Ronia så ikke ved, er at den slags også har konsekvenser. Sidst vi var hos dyrlægen, så rådede han os til at vi skulle begynde at vænne hende til tandbørsten – så vi på et tidspunkt kunne starte op med tandbørstningen uden alt for mange start-vanskeligheder.

Ferien er slut og så starter hverdag- og arbejdsliv igen. Vi har startet blidt op i ugen med kun en enkelt aftenvagt til Bettina (og så en sygemelding med halsonde på dagvagten i dag). Indtil nu går det rigtigt fint for Ronia med at indordne sig under forholdene.

I sidste weekend var der gadefest, og Ronia fik sig en ny veninde på 7 år, som rigtigt gerne vil babysitte Ronia hvis det bli’r nødvendigt. Dejligt, men der bli’r ingen dogsitting før Ronia er lidt ældre og mere rolig og omgængelig omkring børn. Der går lidt nemt bideleg i det hele, men det gør der egentligt også med os voksne. Vi opdrager på livet løs, og hun er da også blevet lidt mindre livsfarlig at omgås i strømpefødder.

I torsdags var Ronia til dyrlæge og fik prædikatet “Et pragteksemplar”. Hun fik også den sidste vaccination, så nu er der absolut ingen problemer med at starte hvalpemotivation d. 27. august.

Ronia har også været med en tur op på Jelshøj i ugens løb – derfra billederne. Det lykkedes os at gemme os fra Ronia deroppe. Hun nåede vist ikke at blive rigtig angst, men det var en meget glad hund som stormede os i møde da vi kom frem igen. Bortset fra det, så holder hun sig altid meget tæt på os når hun er uden line.

Hun vejede 3.2 kilo på dyrlægens vægt i torsdags, så Berits tommelfingerregel om 3.3 kg ved 3-måneders fødselsdagen bli’r da så rigeligt opfyldt.