Det er blevet godt-og-vel nytår og Ronia har passeret de 7 måneder i fin stil. Flyvende, kan man vel næsten sige. Ronia fik et plydsben og en hvid snehare-bamse i julegave, og specielt sneharen fra Farmor Dagny får tit en rusketur.

Ronia selv får en tumletur når det er onsdag og der er hundeleg på marken. I dag var der ti hunde mødt op – og Ronia var som sædvanligt den mindste. Kun skotten Aslan (han er vist omkring de 3 år) er nogenlunde på samme størrelse. Når vi møder op, så skal Ronia lige finde sig til rette blandt de store hunde – men efter kort tid, så tumler hun rundt og tigger guffere hos de tobenede- og leger med de firbenede legekammerater. De store drenge er begyndt at lægge lidt mere mærke til hende – vi tror at de synes at hun efterhånden begynder at lugte som en rigtig dame og ikke længere som en hvalp.

Nytår var en blandet fornøjelse – vær sikker på at Ronias nytårsønske er at der vil blive solgt endnu mindre krudt og fyrværkeri næste år. Hun var helt klart stresset (og bange) over alt den fremmedartede lys og lyd lige udenfor vinduerne. Hun gøede ikke, men havde mest lyst til bare at gemme sig i soveværelset under sengen.

Selvtræningen forløber stille og roligt. Vi træner alt det, som vi plejer at gøre – og lidt “vise bisser”, for vi melder hende jo nok til hvalpeklassen til DTK-stævnet i Søndersø i februar. Ellers går det fint med at lege Apport, Slip, Hent og Find med det hvide plastic-pilleglas, og hun er også begyndt at kunne gribe flere og flere bolde i luften – til Hennings udelte begejstring. Det skal en rigtig hund jo kunne.

Selvfølgeligt har Ronia ikke noget imod sneen. Faktisk synes hun at det er rigtigt praktisk. For så er haven jo hævet nogle cm. i forhold til hegnet, og så har hun fundet ud af at hun godt kan springe over. Det er blevet til adskillige ture udenfor matriklen… Mens vi går og kalder på hende ude på de snedækkede marker, så spekulerer vi på om vi må ud og opgradere hele hegnet til et 90 cm hegn — eller vi kan nøjes med at forhøje de steder, hvor hun nemmest hopper over. Der er mange glæder, men også indimellem et par hovedbrud ved at være Cairn-ejer.