Så er hverdagen startet

19:17 , , , ,

Ferien er slut og så starter hverdag- og arbejdsliv igen. Vi har startet blidt op i ugen med kun en enkelt aftenvagt til Bettina (og så en sygemelding med halsonde på dagvagten i dag). Indtil nu går det rigtigt fint for Ronia med at indordne sig under forholdene.

I sidste weekend var der gadefest, og Ronia fik sig en ny veninde på 7 år, som rigtigt gerne vil babysitte Ronia hvis det bli’r nødvendigt. Dejligt, men der bli’r ingen dogsitting før Ronia er lidt ældre og mere rolig og omgængelig omkring børn. Der går lidt nemt bideleg i det hele, men det gør der egentligt også med os voksne. Vi opdrager på livet løs, og hun er da også blevet lidt mindre livsfarlig at omgås i strømpefødder.

I torsdags var Ronia til dyrlæge og fik prædikatet “Et pragteksemplar”. Hun fik også den sidste vaccination, så nu er der absolut ingen problemer med at starte hvalpemotivation d. 27. august.

Ronia har også været med en tur op på Jelshøj i ugens løb – derfra billederne. Det lykkedes os at gemme os fra Ronia deroppe. Hun nåede vist ikke at blive rigtig angst, men det var en meget glad hund som stormede os i møde da vi kom frem igen. Bortset fra det, så holder hun sig altid meget tæt på os når hun er uden line.

Hun vejede 3.2 kilo på dyrlægens vægt i torsdags, så Berits tommelfingerregel om 3.3 kg ved 3-måneders fødselsdagen bli’r da så rigeligt opfyldt.