Venindebesøg til prinserne

4:37 pm

Hvalpene har haft besøg af endnu et par af Bettinas veninder, og de hyggede sig rigtigt med hinanden. Der blev nusset en masse, og hvalpene nyder at de ikke altid bliver smidt i hvalpegården når de skal sove.

De er rigtigt søde og frække, og det er en særlig oplevelse at høre og se tre små, glade hvalpe komme springende, hoppende og trippende når man fløjter og kalder.

Vi har haft dem på et par små gåture, og det er også en særlig oplevelse! De er nogen værre springlopper – man skal rigtigt holde tungen lige i munden og godt fat i de tre snore for at det ikke ender i kluddermor.

Man skal rigtigt kalde og fløjte for at lokke dem med. Så der bli’r kaldt på “Messi-Messi-Messi” og på “Max-Max-Max” og for ikke at råbe “Etter-Etter-Etter”, så har vi også prøvet at bruge “Jackson-Jackson-Jackson”.

Om det så virker er en anden sag. De reagerer vist alligevel mest på lyden af vores stemmer, og næsten ingenting på hvad vi siger.