Solstrålehistorier

2:34 pm , , ,

Sikke dejligt vejret er blevet!

Hundene nyder forårs solen på terrassen og vi nyder at græsset gror og spirer og forhåbenligt snart dækker over de forventelige skader, som to Cairn’er og en våd, lang vinter giver. Der er ikke noget at berette om Ronias drægtighed – det går sin gang og her knapt tre uger efter parringen er der jo stadig ikke noget at se. Vi render jo ikke rundt og tager prøver og ultralydsscanner og den slags – det får lov til at udvikle sig helt naturligt her i huset.

I torsdags startede Dittie på præ-agility holdet – som er en slags redskabsløs forskole til den rigtige agility-træning, og vi er efterhånden helt sikre på at hun bli’r en lille Agility-stjerne. Hun har simpelthen det helt rigtige mix af koncentration, træningsglæde og arbejdsiver.

For et stykke tid siden fik jeg en mail fra Hanne Mathiasen, som har skrevet på en bog om hundeudstillinger. Vi har tidligere mailet sammen fordi hun har spurgt om hun måtte bruge nogen af billederne fra udstillingen i Vejen i 2007 i bogen. Det måtte hun naturligvis!

Nu er det så tid til at sige stort tillykke til Hanne med bogen – for den er færdig nu. Bogen har også en hjemmeside: http://www.hundeudstillinger.dk, og hvis man slår op på side 38 i bogen, så er der minsandten et rigtigt stort billede af en glad Cairn, som fylder halvdelen af siden.

Billedteksten lyder: “Sagte du hundeudstilling? – Ja, den er jeg da med på!”, og det er jo så altså Ellens søde Alma (Ol’kyarnrowen’s With All My Love) som er på billedet, der iøvrigt er fra om søndagen i Vejen, hvor finske Annika var handler og altså havde fået det helt rigtige, glade udtryk frem i Alma.

Jeg er selvfølgeligt stolt og glad over at et af mine ringside-knips kunne bruges. Jeg husker det også som en rigtig dejlig, varm, solrig udstillingsweekend – den slags weekender som man kun kan håbe på at få mange flere af.